Auditiv stimulation:
Auditiv stimulering eller lydterapi er passiv træning af hørelsen via lyde, der stimulerer det indre øre og hele den auditive processering. Det vil sige en tilretning af hørelsen med det formål at skabe et optimalt samarbejde mellem det højre og venstre øre.
Lydene skal ankomme til det område i hjernen, der tolker lydsignalet, samtidigt.
Vi samarbejder med Kjeld Johansen, Baltic Dysleksia Research Lab, - JIAS; Johansen Individualized Auditory Stimulation www.johansenias.dk
Auditiv stimulation går ud på at træne hørelsen med speciel komponeret musik, som indspilles på en CD udfra den individuelle hørekurve. Altså en individuel CD til præcis de frekvenser, der skal stimuleres hos den enkelte. I takt med de forskellige frekvensbånd stimuleres, øges hørelsen og høreopfattelsen bringes i balance. Efter hver lytteperiode testes hørelsen igen for en evt. ny lyd'CD med yderligere tilretninger.
Høreopfattelsen sker faktisk i hjernen, og ikke som mange tror af ørerne. Hjernen opfanger lyd og adskiller lydene fra hinanden. Det vi hører via det højre øre registreres hurtigst og kraftigst i den venstre hjernehalvdel (den reationelle, logiske, analytiske side, hvor afkodning af sproget og informationer finder sted). Venstre øre samarbejder med den højre hjernehalvdel (Her afkodes musik, tonefald, sprogmelodi og ironi). Dårlig balance mellem de to hjernehalvdeles opfattelse af lydinformationerne, kan give anledning til mange misforståelser og frustrationer -og lyttetræning kan forbedre sproget, læsningen, adfærd og koncentration markant.
Ved en alm. test af hørelsen, som ved sundhedsplejersken og ørelægen, foretages en screening ved ca. 20dB for alle frekvenser. Vi anvender i stedet den franske ørelæge Tomatis' "optimale hørekurve", da vi er enige med ham i, at 20dB screeningen ikke fortæller nok. Det betyder ikke at vi anvender "Tomatis metode" men JIAS system.
Nedenstående skema til udfyldes ved høretest (med Tomatis optimale hørekurve som udgangspunkt)
Høreprøven foretages ved hjælp af et audiometer, og hørelsen undersøges meget nuanceret på 11 frekvenser -fra de dybe til de lyse toner på hvert øre, og dominansen af ørerne fastlægges på hver frekvens.
Derefter foretages en dikotisk lyttetest der viser, hvordan den sproglige bearbejdning finder sted. Dette giver et klart overblik over eventuelle auditive vanskelighederne.
Vær opmærksom på følgende:
· forsinket udvikling af talesproget
· problemer med sprogets lyde: kan ikke rime, misforstår ord der lyder ens
· problemer med udtale: forkert udtale, vanskeligheder ved at finde det rette ord, tøvende
· kan ikke følge en mundtlig instruktion
· uopmærksom eller dagdrømmer
· taler uden egentlig at sige noget
· kan ikke genfortælle en kort historie i rigtig orden
· taler i meget korte sætninger eller med begrænset ordforråd
· forstår ikke "billedsprog"
· forstår ikke det vigtigste af en besked
· staveproblemer
· hyperaktivitet og ulyst til at deltage på lige fod med andre
Kjeld Johansens undersøgelser og forskning viser at: Det er oplagt at forestille sig at læsevanskeligheder skyldes synet. Slet så enkelt er det dog ikke. Nogle børn og voksne har læseproblemer, hvor det visuelle system spiller en rolle enten alene eller som forstærker af vanskelighederne. Men i de senere år er man blevet mere opmærksom på sammenhængen mellem den tidlige sprogudvikling og læseudviklingen senere hen.
Sprog læres først via øret. Mens man lærer, øges hjernens evne til at opfatte, adskille og fortolke sprogets lyde. Sproglyde er sat sammen af mange forskellige enkelt-lyde hver især med bestemte styrker, frekvenser (tonehøjder) og varigheder. Det auditive system afkoder disse enkeltheder.
Hvis et barn på grund af arvelige forhold, eller måske på grund af langvarige eller hyppigt gentagne hørenedsættelser i 0-3 års alderen, ikke kan opfatte alle sproglyde godt nok, får det betydning for udviklingen af talesproget og senere for evnen til at sammenkoble sprogets lyde med skrevne ord og bogstaver. Læseproblemer har derfor oftest rod i den tidligste sprogudvikling. (Fra Kjeld Johansens bog: Lyd, Hørelse og Sprogudvikling)
Ørets anatomi
Det ydre øre: Det er den del af øret, som du kan se. Lyde består af lydbølger. Ørets form sikre, at lydbølgerne fanges og føres ind i øregangen og videre hen til trommehinden. Den begynder at svinge, og det får små knogler inde i mellemøret til at svinge.
Mellemøret: Tre små knogler og trommehinden udgør mellemøret: Hammeren, ambolten og stigbøjlen. (Stigbøjlen er faktisk kroppens mindste knogle) De tre små knogler arbejder sammen for at forstærke lydbølgerne og begynder at svinge. Dette får en væske i sneglen til at bevæge sig. Små hår i sneglen mærker bevægelserne i væsken.
De sender derfor besked gennem nerverne til hjernen, som tolker og fortæller dig, hvad du hører.
Det indre øre: Behandlingen starter i det indre øre, og lydbølger omdannes til elektriske impulser. Sneglen er fyldt med væske, og lydbølgerne får denne væske til at bevæge sig, og bevægelsen opfanges af sansecellerne, der sender de elektroniske impulser til hjernen. (Labyrintsansen sidder i det indre øre som et tredimensionelt system og styrer vores balance.)